Fra 1. juli 2026 kan sygemeldte borgere med job i Silkeborg Kommune, som forventes raskmeldt inden for 26 uger, som udgangspunkt forvente, at de ikke bliver indkaldt til samtaler i jobcenteret. Det betyder ofte mindre kontakt med kommunen under sygdomsforløbet.
Dialogen om tilbagevenden til arbejdet kommer især til at foregå mellem borgeren og arbejdspladsen. Dog vil hjælp fortsat kunne gives, hvis borgeren har behov for det, eller hvis kommunen vurderer, at der kan være risiko for et længerevarende sygdomsforløb.
For de fleste borgere vil der være færre krav undervejs, mere ro og færre møder, hvilket giver mulighed for at fokusere mere på at vende tilbage til jobbet i eget tempo.
Læs mere om støtte og kontaktmuligheder til kommunen ved sygdomsforløb på kommunens hjemmeside.
Virksomheder i Silkeborg Kommune får med de nye regler en større rolle i dialogen med sygemeldte medarbejdere, hvis der forventes raskmelding inden for 26 uger. Det bliver i højere grad op til arbejdsplads og medarbejder at holde kontakten omkring tilbagevenden. Virksomheder vil opleve færre krav til oplysninger, men jobcenteret kan stadig inddrages ved behov for sparring eller støtte.
Virksomheder kan få råd og vejledning hos Jobcenter Silkeborg samt henvende sig til Ydelsescentret med spørgsmål til refusion.
Både borgere og arbejdsgivere kan altid kontakte kommunen, hvis der opstår behov for yderligere vejledning eller spørgsmål om de nye regler.