Silkeborg Kommune støtter nye madfællesskaber for ældre med pulje på 88.000 kroner

Foto: Silkeborg Kommune.
dato

Silkeborg Kommune udbyder pulje til madfællesskaber for ældre – ansøg om støtte til din idé inden 4. maj 2026.

En ny pulje på 11 x 8.000 kr. skal i Silkeborg Kommune støtte lokale aktører, der ønsker at afprøve madfællesskaber for ældre. Midlerne skal bruges inden udgangen af 2026, og der er stor frihed til, hvordan de anvendes. De kan for eksempel gå til samarbejder med lokale spejdere om bålmad eller til at arrangere picnic for de ældre i lokalområdet.

Det afgørende er, at initiativet henvender sig til borgere over 65 år og kan gennemføres inden udgangen af 2026. Man kan ansøge som både forening, enkeltperson eller virksomhed.

Hvis du ønsker at ansøge om midler, skal du senest 4. maj kl. 12.00 sende en mail med emnet "Madfællesskaber for ældre" til KatrineSund.Christensen3@silkeborg.dk. Mailen skal indeholde en kort beskrivelse af idéen, målgruppen, hvem der står bag madfællesskabet, samt hvordan det kan fortsætte efter projektperioden.

Ansøgere skal være villige til at udfylde et kort evalueringsskema, være i løbende dialog med projektgruppen 'Det Gode Ældreliv', og dokumentere udgifter samt afgive tro- og love-erklæring.

Ved udvælgelsen lægges der vægt på innovative tiltag, der inviterer nye deltagere ind i fællesskabet eller involverer samarbejde med andre aktører. 11 idéer vil modtage 8.000 kr. hver, og alle ansøgere får svar senest 26. maj 2026.

For spørgsmål eller sparring kan udviklingskonsulent Katrine Sund kontaktes på telefon 21 58 90 69 eller mail KatrineSund.Christensen3@silkeborg.dk. Hun er særligt tilgængelig mandage kl. 12.30-14.30 og fredage kl. 8.30-10.30.

https://silkeborg.dk/nyheder/soeg-mikromidler-til-madfaellesskaber-for-aeldre-over-65-aar

Kilde: Silkeborg Kommune
Flere artikler